Undervisning 


Jeg møder ofte ryttere, der siger: "Det der BBH – er det ikke bare lange tøjler?" eller "Jeg vil gerne ride lidt mere seriøst."
Og ja – der er lange tøjler hos mig. Bevidst. 
- og nu skal jeg fortælle dig hvorfor. 


Min tilgang til undervisning

Tryghed, forståelse og faglighed er omdrejningspunktet i min undervisning. Jeg lægger vægt på, at du forstår, hvorfor vi gør, som vi gør, og hvordan hestens krop, mentale tilstand og din egen indvirkning hænger sammen. Undervisningen tilpasses altid både hestens dagsform og dit udgangspunkt, så tempoet giver mening for jer begge.

Mit mål er, at du går fra undervisningen med en klar retning, konkrete redskaber og en dybere fornemmelse af din hest – både fysisk og mentalt.


Hestens hals fungerer som en vægtstang og spiller en central rolle i, hvordan hesten balancerer sig selv.

Hvorfor lange tøjler ikke er udtryk for manglende seriøsitet 

Jeg møder ofte ryttere, der forbinder mit arbejde – og BBH generelt – med "lange tøjler" og derfor er i tvivl om, hvorvidt undervisningen er relevant, hvis man ønsker at ride mere seriøst.

Hos mig er tøjlekontakt ikke noget, vi undgår, men noget, vi opbygger. Tøjlen gives i de faser, hvor hesten har brug for plads til at finde sin egen balance og organisere sin krop. Kontakten introduceres først, når hesten har styrke og stabilitet til selv at bære den.

Du vil derfor aldrig opleve mig opfordre til en hånd, der trækker hesten ned i en ramme . I stedet arbejder vi hen imod en kontakt, der føles let, levende og gensidig – hvor hesten selv søger forbindelsen, fordi den har forståelse og kapacitet til det. Grundridning er ikke et lavere ambitionsniveau; det er fundamentet for al videre uddannelse, præcision og holdbarhed.

Undervisning på tværs af discipliner

Jeg underviser ryttere med mange forskellige mål, herunder aktive konkurrenceryttere inden for distance, Mountain Games, dressur, spring, terræn og TREC. Fælles for dem er ønsket om en hest, der kan præstere uden at blive slidt – og som kan bære sig selv i samarbejde med rytteren.

Min tilgang tilpasses både disciplin, uddannelsesniveau og den enkelte hests forudsætninger. Fundamentet er dog altid det samme: en hest med balance, styrke og kropsbevidsthed, der danner grundlag for videre uddannelse og seriøs ridning.

© ´2021 Klarskov Horses. Alle rettigheder forbeholdes.
BBH BASISINSTRUKTØR 
Drevet af Webnode Cookies
Lav din egen hjemmeside gratis!